TIPS TIL DEN GODE ANSØGNING

Du skal med din ansøgning give os en fornemmelse af, hvem du er og hvordan du gennem det ansøgte job kan bidrage til Knowledge Cube. Det er vigtigt, at din personlighed passer med vores. Vi ansætter ikke kun et sæt faglige kvalifikationer, men en person, der såvel fagligt som socialt skal indgå i et team.

Karriere-ansøgning

HVAD SER VI EFTER I DIN ANSØGNING?

Din ansøgning skal give os et indtryk af dig som person. Det vil sige en nuanceret beskrivelse af både dine faglige og personlige kvalifikationer i forhold til jobbet. Det er vigtigt, at det tydeligt fremgår, hvorfor du vil have jobbet, og hvorfor vi netop skal vælge dig. På den måde bliver ansøgningen til mere end bare et følgebrev til dit CV.

For at vi bedst kan vurdere dig som ansøger, skal din ansøgning indeholde:

  • En beskrivelse af din uddannelsesmæssige baggrund og dine praktiske erfaringer fra tidligere job.
  • En beskrivelse af hvordan jobbet appellerer til dig personligt, og hvad der har motiverer dig til at søge netop dette job.
  • Hvem du er som person.

HVAD SER VI EFTER I DIT CV?

Dit CV skal give os et detaljeret overblik over dit karriereforløb, kompetencer og tidligere resultater med særligt fokus på det, der vil være interessant i forbindelse med netop det job, du søger hos Knowledge Cube. Under hvert tidligere job må du meget gerne kort beskrive dine roller i jobbet og opridse dine væsentligste opgaver og resultater.

Du er altid velkommen til at henvende dig til os, såfremt du har brug for flere oplysninger.

JOBSAMTALEN

Hvis din ansøgning har gjort os interesserede, vil du blive indkaldt til samtale. Som regel skal du igennem to til tre samtaler før en eventuel ansættelse.

Er der tale om en opslået stilling vil den første samtale være med vores ansættelsesansvarlige og en medarbejder fra et fagspecifikt område. Såfremt du vurderes som en egnet kandidat til jobbet skal du herefter gennemføre en personlighedstest og en kompetencetest. Vi er certificerede i brugen af de testværktøjer vi anvender og anser dem udelukkende som et supplement til den uddybende samtale.

Du vil blive præsenteret for resultatet og konklusionen på testen ved en tilbagemeldingssamtale. Hvis testresultatet matcher den profil vi søger inviteres du herefter videre til anden samtalerunde, typisk med en af vores partnere. Hvis der er mange velegnede kandidater til den samme stilling, kan det blive nødvendigt med en tredje samtale.

DIN FØRSTE TID HOS KNOWLEDGE CUBE

I Knowledge Cube er vi af den klare opfattelse, at det at starte i et nyt job kræver en grundig introduktion til virksomheden. Derfor vil alle fastansatte medarbejdere gennemgå et introduktionsforløb.

INTRODUKTIONSFORLØBET

Den grundige introduktion inkluderer it-systemerne og din nye jobfunktion, således at du som ny medarbejder får lejlighed til at lære din nye arbejdsplads og dine kollegaer at kende. Inden du starter hos os, vil du modtage en plan for det introduktionsforløb du skal igennem og en velkomstpakke, så du ved hvordan dine første dage ser ud og så du kan mærke, at vi tænker på dig og glæder os til at du starter. Introduktionsforløbet består af en række generelle introduktionsaktiviteter, der har til formål at sikre, at du kommer godt ind i alle de grundlæggende ting, der er nødvendige i forhold til det daglige arbejde.

Introduktionsprogrammet vil desuden indeholde nogle konkrete introduktionsaktiviteter i forhold til din specifikke jobfunktion. Som en del af forløbet er der planlagt møder for dig med din nye chef og relevante kollegaer i organisationen.